Om Vingeslag Mit navn er Lisbeth Ellehaven, jeg er født i 1964. Jeg er uddannet folkeskolelærer og har mange år bag mig som underviser både af børn og voksne. Indenfor undervisning har min store interesse i mange år været drama og fortælling. Det drev mig på et tidspunkt til at læse dramaturgi på universitetet og derefter starte et lille børneteater sammen med en, som havde samme interesse. Min undervisning har altid været båret af ønsket om at mine elever skulle lære noget om sig selv og den spirituelle verden de lever i.
Jeg har selv søgt en dybde, men havde svært ved at finde det jeg søgte. Astrologi og drømmetydning gav mig en del, men der manglede stadig noget. Dette ”noget” fandt jeg i shamanismen. Shamanismen bruger et direkte og billedligt sprog som passer mig særdeles godt. Man kommer langt omkring i shamanismen, den er ikke fastlåst i stive rammer og store flotte teorier. Den er ærlig og fuld af kraft.
I mit arbejde bruger jeg ofte, sammen med shamanismen, drama og fortælling. Disse supplerer hinanden godt - især i arbejdet med børn.